Årsberetning

28. juli 2017 13:58 , af Kasper Mølgaard

Da formand, Kasper Mølgaard, ikke kan deltage på årsmødet i august, deles hans beretning her i stedet.

Årsberetning – HSK Basketball

Kære alle i HSK Basketball.

Denne sæson har været noget særligt.

Det har den fordi du som medlem, frivillig, forælder eller sponsor har været med til at gøre noget, som længe har været savnet – og det i alt sin simpelhed – været med til at udvikle HSK Basketball. Det er ikke sådan at vi ikke altid har haft fantastiske frivillige og medlemmer, men i mange år, har vi ikke haft pusterummet til at tænke udvikling, men i langt højere grad tænkt på vedligeholdelse.

For første gang i rigtig, rigtig mange år, er medlemstallet over 100. Kvantitet er naturligvis ikke en kvalitet i sig selv, men i vores tilfælde, er det dog alligevel et resultat af en fælles indsats – nemlig den indsats der har handlet om at gøre vores forening, vores basketball klub, til et godt sted at være, fordi man både får sportslig udfordring, kammeratskaber og anerkendelse af den man er.

Det har blandt andet kunne lade sig gøre fordi vi har en stor række af frivillige kræfter som ikke tæller timer, men i stedet har fokuseret på at gøre hvad der står i deres magt for at klubben trives bedst muligt. Og det kan altså nemt gå hen og blive lidt af en fritidsbeskæftigelse kan jeg hilse og sige, når jeg ser den ildhu der har været sæsonen igennem J

Der er selvfølgelig også de sportslige resultater at fokusere på. Men hvad er vigtigst og vægtigst? At et nybegynderhold vinder sin første kamp, eller at vores landsdækkende drengehold kæmper mod de bedste hold i landet og norden? Det er svært at afgøre, for i virkeligheden er det jo på det hold, hvor man hver især befinder sig, at de store resultater opleves. Helt fra det individuelle plan af succesen med at score et point, give en afgørende aflevering, eller omvendt lære at tackle skuffelsen af en mislykkede action eller nederlag. For det er vigtig at vi arbejder med begge dele, både det at håndtere succes og det at vende modgang til en styrke.

Derfor prioriterer vi fra bestyrelsens side også, at alle hold i klubben skal have gode vilkår. Vi har en sund økonomi, men ved også, at det kræver ressourcer at bibeholde og udvikle kvalitet for hele klubben. Pludselig kan tingene ændrer sig, og de indtægter vi håbede på kan forsvinde. I sådanne tilfælde er det godt at have lidt på kistebunden, og derfor har bestyrelsen også haft for øje at diskutere økonomi, i sammenhæng med det at sikre vores udvikling. En stor tak skal lyde til alle jer der har mødt op og deltaget i forskellige aktiviteter, som hver især har været med til at bidrage til klubben.

Det er sådan, at jeg har haft fornøjelsen af at give årsberetninger i cirka 7 år som formand, og har været med i bestyrelsen de seneste 12 år, ja og faktisk frivillig i klubben på 21 år. Tiden som formand er slut nu. Jeg har valgt at takke af, fordi jeg kan mærke, at jeg med et barn og kone i Egå, og et travlt arbejdsliv, ikke kan være den formand som klubben fortjener. Jeg tror på at det er det bedste jeg kan gøre for klubben, for dér hvor vi er nu i HSK Basketball, kræver, at der er en formand til at lede, som både er synlig, sulten og motiveret. Jeg har stadig lyst til at bidrage til klubben, og håber at kunne gøre det så jeg kan være med til at opleve den fremadrettet udvikling.

..og p.s. hvor giver det bare god mening, at pigebasketball er kommet tilbage til HSK Basketball, hvor en rigtig stor gruppe af piger har fået bolden i hænderne, holdspillet under huden, og HSK Basketball fællesskabet med i købet.

Tak for en rigtig god sæson.

Medlemmer, frivillige og hang-arounds i HSK Basketball længe leve.

Det er jer der er klubben.